Hvorfor vi prioriterer EU-produktion, PVC-frie bannere, Kavalan og lettere materialer – fortalt ærligt og uden corporate buzzwords.
Vi får ofte spørgsmålet: "Hvor grønne er I egentlig?" Det er et fair spørgsmål, og jeg vil hellere svare ærligt end smart. Vi er ikke en CO₂-neutral certificeret virksomhed med rapporter på 80 sider. Men vi tager en række konkrete valg hver eneste uge, der gør en reel forskel – og det vil jeg gerne fortælle om.
Hvorfor vi overhovedet gik den vej
For nogle år siden begyndte flere af vores kunder – især retail-kæder, ejendomsselskaber og kommuner – at spørge ind til materialerne. Ikke fordi de skulle sætte flueben i et skema, men fordi de havde brug for at kunne stå inde for det de hængte op. Det fik os til at kigge på, hvad vi faktisk leverede – og hvor vi kunne gøre det bedre uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Produktion i EU – primært Polen
Vi producerer ikke selv i Asien. Vores faste produktionspartnere ligger i EU, primært i Polen. Det betyder kortere transport, kendte arbejdsforhold og strammere miljøregulering end i mange oversøiske lande. For dig som kunde betyder det også, at vi kan stå for kvaliteten med navn og adresse.
Det er en del af forklaringen på, at vi kan levere billigere print uden at det går ud over kvaliteten – og uden at containere skal sejles halvvejs rundt om jorden.
Kavalan og PVC-frie materialer
Vores foretrukne PVC-frie banner-materiale er Kavalan. Det er udviklet specifikt til storformat, vejer typisk 30–45 % mindre end klassisk PVC og er udviklet uden ftalater og klorholdige stoffer. Producentens egne tal viser markant lavere CO₂-aftryk end traditionelle PVC-bannere.
Vi bruger Kavalan og lignende PVC-frie løsninger til:
- Retail- og kæde-kampagner
- Indendørs facadebannere og POS
- Kunder med konkrete CSR-/ESG-krav
- Korte til mellemlange opgaver, hvor vægt og logistik betyder noget
Læs mere om vores PVC-frie bannere og se, hvornår de giver bedst mening.
Lettere bannermaterialer = mindre spild
Når et banner vejer mindre, så bruger vi mindre materiale, mindre energi til transport, og montagen bliver lettere på facade, kederliste og øjer. På et stort byggepladsbanner kan forskellen være 10–15 kg materiale i ét enkelt banner. Det lyder småt – men over et år bliver det til mange tons.
Mindre spild i produktionen
Vi planlægger så vidt muligt produktionen i samlede batches, hvor vi printer flere ordrer i samme kørsel. Det giver bedre udnyttelse af ruller, mindre afskær og lavere energiforbrug pr. m². Afskær genbruges til prøvetryk, mindre skilte og montageprøver, så vi får mest muligt ud af materialet.
Holdbarhed er også bæredygtighed
Et banner der skal udskiftes efter ét år, er sjældent grønt – uanset materiale. Derfor rådgiver vi altid om den løsning der holder længst i forhold til opgaven. Det er ofte vigtigere end materialevalget alene. På rudefolie bruger vi fx mærkevarer fra førende EU-producenter, der typisk holder 7–15 år.
Hvad det betyder for dig
Du får ærlig rådgivning, materialer der passer til opgaven, og du undgår at betale for en certificering du ikke har brug for. Vi taler ikke i ESG-buzzwords – vi taler i bannere, folier og skilte, der virker.
Skal vi finde den rigtige løsning til din næste opgave? Se vores bannere, PVC-frie bannere eller rudefolie – eller skriv til os.



